
Helsingør Domkirke får besøg af en verdensstjerne, når akkordeonist Bjarke Mogensen gæster kirken ved januar måneds sidste fyraftenskoncert.
Man har ikke hørt et akkordeon, før man har hørt Bjarke Mogensen. Han er ubetinget en af verdens bedste akkordeonister og han indgår i utallige konstellationer med andre musikere, korsangere og meget mere. Han har modtaget et stort antal priser blandt andet 1. pris i P2s kammermusikkonkurrence med hans duo Mythos og 1. prisen i European Broadcast Unions konkurrence for klassiske solister. Som ganske ung var han vinder af DRs Spil for livet. Dertil kommer en lang række hæderspriser.
Bjarke Mogensen har spillet som solist med flere af verdens bedste orkestre og udgivet flere CDér fra hvilke han spillet musik denne fredag. Han er selv en flittig arrangør og hans virtuositet på instrumentet har ført en række nye kompositioner med sig, dedikeret ham, af blandt andre Per Nørgaard.
Ved denne koncert spiller han solo - en skøn halv time i domkirken, mens vi venter på lyset. Musik fra hans album "Winther-sketches" samt Rachmaninoff, Astor Piazzolla og Nadia Boulanger.
Der er gratis adgang til koncerten, som varer cirka 30 minutter.