Studiekreds efteråret 2026: Teologien i danske salmer
Ved vielser, begravelser og gudstjenester synger vi salmer fra salmebogen. Hver på deres måde er salmerne et udtryk for glæde, taknemmelighed, håb, trøst og forbundethed. Salmerne er forskellige, fordi de er digtet under særlige betingelser og på hvert deres tidspunkt, for sprog og tanker udtrykkes forskelligt gennem tiderne.
Vores kulturs store salmedigtere, Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig, er en væsentlig del af kristendommens poetiske forkyndelse. Men de er højst forskellige, og deres salmer er slet ikke enige om alt i forhold til kristendommen; ja uenigheden er betydelig. Hver især har de deres egen livsopfattelse og teologi.
I efterårets studiekreds vil vi undersøge, hvad det er for en forkyndelse, som gemmer sig bag salmernes ord. Hvor findes det gode liv? Hvor møder vi Gud? Hvad er livets modstander? Og mange andre spørgsmål ud fra salmernes teologi.
I en fælles fortolkning af de religiøse udsagn, som kan betragtes i udvalgte salmer, vil studiekredsen diskutere dem i forhold til andre salmer. Også nyere salmer hører med i den samtale, for det poetiske sprog lever videre og bringer forsat nye sprogbilleder og livsforståelser ind i salmedigtningen.
Studiekredsen foregår i Domkirkens Hus følgende torsdage fra kl. 19 til 21:
- 8. oktober,
- 29. oktober,
- 19. november samt
- 10. december.
Yderligere information og tilmelding:
Sognepræst Jakob Ulrik Hansen, juh@km.dk, tlf. 71705599