Helsingør Domkirke søndag den 4. maj 2025 kl.19.30 - 80 året for Danmarks befrielse
Prædikant: Eva Tøjner Götke, domprovst

Vi lever på nogle grundfortællinger.

Både individuelle og kollektive grundfortællinger.

Der definerer hvem vi er.

Det mærker man på en dag som i dag, den 4. maj, hvor det handler om krig og fred og historie og fædreland.

Og nu er vi samlet i kirken, som er bygget til ære for en grundfortælling, der i høj grad har med befrielse at gøre – både på det individuelle plan – og på det fælles medmenneskelige plan.

Og det vil jeg gerne tale om i dag. Men begynde med Sveasøjlen, som vi skal ned til her bagefter.

Vi i Helsingør har en kollektiv grundfortælling om befrielsen, som definerer os som by.

Og den fortælles med Sveasøjlen nede på havnepladsen.

Enhver, der ankommer til byen, mødes af denne søjle, der fortæller om, at det, der i århundreder havde været fjendeland, Sverige, i denne intense tid, gennem besættelsestiden og ved befrielsen, viste sig som et broderfolk, der ”gav frelse til Danmarks flygtninge” – som der står på søjlen.

Den historie er en af Helsingørs grundfortællinger, der altid vil minde os om, hvad befrielse er: nemlig at man bliver befriet.

Man kan ikke befri sig selv.

Befriet er noget man bliver.

Det er noget nogen gør for en.

Baner vejen for fred og frihed. Baner vejen.

Men man skal selv gå den, opretholde den, friheden og freden, tage ansvar for den.

Frihed og fred kræver handling, engagement, broder- og søsterkærlighed.

Det er den kristne grundfortælling om befrielse.

En grundfortælling, der, som sagt, både er individuel og fælles medmenneskelig.

Befrielsen ligger i dåbens løfte om Guds tilgivelse som fortegn for dit liv.

Du har Guds tilgivelse og fred.

Du er elsket, altid allerede elsket.

Og det fælles medmenneskelige i dette befrielsesbudskab er, at det ikke kun gælder dig. Også din næste.

Også det menneske, som du måske har lyst til at hævne dig på, eller som du dømmer, - dem, som er på den forkerte side, tager de forkerte beslutninger på afgørende tidspunkter – dem, vi udskammer i medierne i denne krigstid og krisetid.

Disse menneske er også givet tilgivelsen, som troens mulighed.

De er også elsket, altid allerede elsket.

Det er den kristne grundfortælling om befrielse.

En befrielse fra skam, fra skyld – men ikke en befrielse fra at tage ansvar for det liv, der kommer på den anden side af befrielsen.

Friheden er vundet.

Men vi bliver ikke befriet fra at engagere os. Tage os af hinanden. Være tro. Holde fred.

Det er grundfortællingen om glædens og frihedens dybder.

Det paradoksale er, at vi ikke – når det strammer til - kan finde ud af andet end at gå i krig for fredens skyld.

Både på det personlige plan – og det kollektive plan.

Dette kan kun bekræfte mig i, som præst, at vi må holde fast i den kristne grundfortælling for at kunne se os selv i øjnene.

Meningen med vores liv er at tage imod tilgivelsen for at række den videre til andre. Som Jesus provokerende siger det: elsk jeres fjender.

Det er ikke et bud, vi kan efterleve. Men det gør det ikke mindre sandt.

Det minder os om den dybe sandhed, som vi ikke kan fortælle os selv, nemlig at vi alle har del i et stort medmenneskeligt fællesskab, hvor hvert enkelt menneske er af værdi.

Det må vi ikke slippe af syne.

Heller ikke for vores egen skyld! Amen.